Steen Steensen Blicher og hans egn Blicher-forskningen staar paa et højt stade, der viser, at digteren Jeppe Aakjærs pessimistiske bedømmelse af interessen for vor bedste digter fra guldaldertiden var overdreven. Lige fra ca. 1830 har Blicher været anerkendt som en af vore største digtere, hvilket i hans levetid blev fastslaaet bl. a. af Molbech, Madvig og P. L. Møller i vægtige anmeldelser men også gennem læsernes dom, og i vort aarhundrede indtager Blicher-studier en fornem plads i dansk litteraturforskning og filologi." Således indleder Johannes Nørvig i 1943 sit store værk om "Steen Steensen Blicher – hans liv og værker". Men livet igennem skabte han sig også mange uvenner. Blicher var ærekær og kunne være selvhævdende eller nærmest stridbar. P. L. Heiberg kritiserede ham uden skånsel i første del af 1800-tallet. Som forfatter blev han sent anerkendt af litteraturhistorikerne på universitetet. Georg Brandes, det største navn i den litterære kritik og videnskab i sidste del af 1800-tallet, kendte ham på det nærmeste ikke. Men Blicher er – foruden H.C. Andersen - omtrent den eneste af sin tids forfattere, som læses og genudgives i dag. Det, som delte kritikerne i Blichers samtid, var det "bondske". At skrive jysk - og dialekt i det hele taget - opfattede man ikke som dannet. Nogle kritikere havde ikke sans for Blichers skarpe iagttagelsesevne. Det havde derimod almindelige mennesker. Dialekten, Blichers mundrette fortælleevne og henvisningerne til virkelige stednavne og personer gjorde indtryk. Det har været med til at give en stor kreds af Blicheregnens beboere, og danskere i det hele taget, en følelse af identitet. Her var noget, man kendte og forstod. Det er blevet sagt, at Jylland er brolagt med mindesten for Blicher. Den første blev rejst på hans grav i Spentrup. Siden er det blevet til mange: på Himmelbjerget, i Kjellerup, Lysgård, Randers, Simmelsted, Thorning, Viborg, Vium - rækken er længere. Fire museer har Blicher-minder som et væsentligt emne. Man kan roligt sige, at anerkendelsen er kommet. Blichers historie Blicher er født i Vium 1782. Her var hans far Niels Blicher præst, ansat af herremanden på Aunsbjerg. Som barn lærte Blicher egnen at kende på vandreture med sin far og gennem fortællinger af egnens beboere. Moderen havde familie på Aunsbjerg. Når hun i perioder fik anfald af sindssyge, blev den lille Steen sendt hjemmefra, i reglen til familien på herregården. Også her blev der fortalt historier: gamle sagn, eller om kærlighed og om jagt. Ind under Aunsbjerg hørte jagtretten til et stort stykke af Alheden, hvor Blicher færdedes meget som barn og i sin voksentid. I 1795 flyttede Blicher-familien til præstekaldet Randlev-Bjerager i nærheden af Odder ved Århus. Steen kom i gymnasiet i Randers, latinskole hed det, blev student 1799 og begyndte samme år at studere teologi i København. Studierne gik trægt - han var nemlig begyndt at interessere sig for at digte. Han blev begejstret for Ossians skotske digte og lærte sig engelsk. Han oversatte flere bøger og fik ros for oversættelsen. Midt i sin studietid tog han arbejde på Falster som huslærer - en almindelig beskæftigelse for en teologistuderende, når studierne ikke gik helt som de skulle. Men i 1809 tog han sig sammen, på få måneder læste han stoffet op og fik sin afsluttende eksamen. Da havde han besluttet at gøre noget alvorligt ved digtningen. Han mente ikke, det ret godt kunne kombineres med en præstegerning, og søgte derfor i 1810 ind som lærer ved den lærde skole i Randers, latinskolen, hvor han selv havde været elev. Samme år giftede han sig med Ernestine, som han havde mødt i præstegården i Spentrup. Hun havde været gift med præsten Peder Daniel Blicher - "den rige Blicher" - broder til Niels. Nu var hun 17 år, enke, moder og velhavende. I en rude i præstegården indridsede Blicher diskret sin kærlighedserklæring: "Jeg elsker min Neste". Parret flyttede til Randers. Fremtiden tegnede lyst. Men Blichers temperament passede dårligt med lærertilværelsen. Han måtte have tid til at digte; jagten var for ham en uundværlig del af livet, og det medførte, at undervisningen blev forsømt. Efter halvandet års forløb brød Blicher med skolen - en afskedigelse truede, og uden at have andet arbejde blev han ansat som forpagter af faderens præstegård i Randlev. Medgiften på 15.000 rigsdaler fra Ernestine forsvandt ved statsbankerotten i 1813. Beløbet svarede omtrent til værdien af fire bøndergårde. Årsindtægten som lærer var ca. 400 daler. Blichers tid i Thorning Børneflokken voksede, og Blicher søgte embede efter embede som præst. På grund af problemerne i hans Randerstid var det vanskeligt, og først da venner trådte anbefalende til, lykkedes det ham endelig at få ansættelse - desværre kun i Thorning, som i 1819 var blandt de ringeste præstekald i Jylland. Skat fik han ikke råd til at betale i de seks år, han sad i Thorning, det måtte han trækkes med sidenhen. I Thorning begyndte hans omfattende produktion af noveller. Den første var "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog", skrevet 1824. En meget stor del af novellerne tager udgangspunkt i den egn, han kendte fra sin barndom i Vium og fra sin tid som præst i Thorning, nabosogn til Vium. Til fods opsøgte han egnens beboere og sugede til sig af deres historier. Heden gennemvandrede han på kryds og tværs, ofte medbringende hund og jagtgevær. Størstedelen af hans noveller er skrevet langt senere; men steder, begivenheder og personer er i vidt omfang fra "Blicheregnen". I 1825 lykkedes et stort fremskridt for ham. Han blev udnævnt til sognepræst i sin farbroders gamle præstekald Spentrup og Gassum, lidt nord for Randers. Blichers digteråre var blevet bemærket af kongens rådgivere - og det var hans stærkt kongetro digte også. Ansøgningen om embedet er bevaret; den er mildt sagt gribende. En digter kunne ikke have gjort det bedre ... Blichers tid i Spentrup Præstekaldet i Spentrup hørte til de bedste i Jylland; men Blicher-familien havde også et stort forbrug. Elleve børn blev det til i alt, medregnet Ernestines førstefødte. Blicher eksperimenterede med sit landbrug, og ikke alle forsøg var vellykkede. Og som præst var han formand for sognets fattigkasse. Det fortaltes, at ingen gik tomhændet fra Blicher, uanset hvad kassen rummede, og disse udgifter blev ikke altid bogført. I 1839 var han truet af en tvangsauktion, som kun blev afværget ved en omfattende indsamling gennem en række aviser landet over. Niels Blicher havde boet på aftægt hos sin søn, og da den gamle døde i 1839, havde han vist nok en stor gæld, som Steen påtog sig. Faderen kunne jo ikke gå gældbundet i graven.